Servicekulturen

Fasthold dit talent ved at vinke farvel til det

Af Rob Haaring den 26 maj 2020

Hold dig opdateret

Rob Haaring

Det sker. Din bedste databasespecialist beslutter sig for at forlade dig. Eller måske er det den medarbejder i servicedesken, som alle dine kunder elsker. Hvordan reagerer du? Bliver du glad på hans eller hendes vegne? Eller skuffet? Måden, du reagerer på, gør hele forskellen for din chance for at få succes med at styre og fastholde talentet i din organisation.

Alle har prøvet det. Det lykkedes dig at samle et godt team, sørge for masser af spændende projekter og alle er klar til at give den gas. Tiden er kommet til at nyde frugterne.

Netop der, spørger en af dine mest talentfulde medarbejdere, om du har et øjeblik. 'Jeg har fået nyt job,' siger han. Av. Det var den kollega, du havde store planer med. Den, der kunne overgå alle de andre teammedlemmer.

Hvordan reagerer du? Bliver du vred? Frustreret? Er du glad på hans eller hendes vegne?

Talent management

Hos TOPdesk glæder vi os på andres vegne. Virkelig. Ikke bare for personen, men også for hele deres team. Hvorfor?

Først og fremmest: din medarbejder forlader dig sandsynligvis, fordi han eller hun tager et karriereskridt, der betyder noget. Han eller hun griber chancen. En, du sandsynligvis også ville gribe, hvis du var i deres sted.

Det er vigtigt, at du sørger for, at dit talent har det godt i de sidste uger i dit team. Lad være med at udskyde deres sidste dag så langt, som du kan, så de kan afslutte et projekt eller videregive deres arbejde. Find en løsning, der fungerer for begge parter. Når din medarbejder forlader dig med et positivt indtryk, er det mere sandsynligt, at han eller hun anbefaler din organisation - enten som arbejdsgiver eller leverandør.

Derudover bemærker de andre teammedlemmer din positive og modne reaktion på din medarbejders beslutning om at forlade teamet, og de værdsætter dig for det. Hvis et af dine andre teammedlemmer en dag overvejer at skifte job, er det mere sandsynligt, at de vil tale åbent med dig om det.

Et slag for din organisation?

På kort sigt er det naturligvis rigtig træls, at din medarbejder forlader jer. Dit team bliver nødt til at arbejde lidt mere, og du må muligvis udskyde eller annullere nogle af de planer, du har lavet. Det er selvfølgelig generende.

Men i det lange løb er det ikke så slemt, at de bedste medarbejdere af og til siger op. I det mindste er det et bevis på, at du ved, hvordan du genkender, rekrutterer og udvikler talent. Du har hjulpet dine talentfulde medarbejdere med at blomstre, fremmet deres karriere, så de kan fortsætte til den næste udfordring i en anden organisation. Det kan du godt være stolt af.

Nye muligheder for resten af dit personale

I mellemtiden har du formået at rekruttere andre talentfulde mennesker. Mennesker, der stadig er i dit team. Det kan godt være, at de er mindre erfarne end den medarbejder, der netop har forladt teamet. Men du ved, at de er gode.

Et erfarent teammedlem, der forlader dem, åbner nye muligheder for de andre medlemmer. Der er sikkert nogen, som er parat til at påtage sig det ansvar, som din tidligere medarbejder havde, og dermed få et mere udfordrende og spændende job. De får mere plads til at vokse og bliver glade for den mulighed, du giver dem for at udvikle deres færdigheder.

Det fungerer sådan her: dine talentfulde medarbejdere skubber grænserne for det, din organisation gør. De sætter nye standarder - for teknisk kvalitet eller kundeservice. Når de siger op, forbliver deres standarder der stadig, og det udfordrer dit nuværende team til at leve op til dem. Hæv bare overliggeren yderligere. Dermed øger din organisation dit talents vækst - og omvendt.

Er det at fastholde talent altid en god ting?

Der er en sidste tanke, jeg gerne vil efterlade dig med. Dine medarbejdere, der sagde op? Det var sikkert, fordi de havde nogle kvaliteter, der fik dem ansat i første omgang. Fordi de er ambitiøse. Aldrig tilfredse med status quo. Altid på udkig efter forbedringer.

Arbejder du for en organisation, hvor stort set alle bliver? Det kan betyde to ting. Enten arbejder du for jordens mest fantastiske organisation, og der er intet andet sted at tage hen. I så fald: Tillykke, godt gået.

Er du ikke den bedste arbejdsgiver i verden? Så er det alarmerende.

Hvis der aldrig er nogen, som forlader din organisation, er det højst sandsynligt fordi, du har ansat folk, der egentlig ikke er så ambitiøse. Folk, der er tilfredse med at komme på job hver dag, klarer det rimeligt og får løn for det. Folk, der ikke udnytter deres potentiale. Folk, der ikke rigtig kan lide det arbejde, de udfører, eller som inderst inde ved, at de ikke er specielt gode til det.

Vækst eller komfort?

Hvad foretrækker du? En organisation, hvor dygtige medarbejdere fra tid til anden siger op og skaber plads til andre medarbejdere, der kan vokse og føre organisationen videre? Eller en organisation, hvor alle er limet fast til deres stole uden rigtig at gøre en forskel?
Stil dig selv spørgsmålet næste gang at en talentfuld medarbejder kommer og beder om ’et øjeblik’.

Mere om servicekulturen

Vil du have mere inspiration til, hvordan du forbedrer din servicekultur? Læs en af de følgende blogs:

Tilføj en kommentar